Randers BMX guideline til de sociale medier

Vi vil i Randers BMX klarlægge klubbens anbefalinger for brugen af de sociale medier således, at vores trænere, ryttere og forældre er opmærksomme på, hvordan de opfører sig på de sociale medier i BMX verdenen – herunder Facebook.

Som træner, rytter eller forældre hos Randers BMX er det vigtigt at huske på, at du er en del af Randers BMX og repræsenterer Randers BMX, når du deltager aktivt på sociale medier.
Du har naturligvis ret til at handle i dit privatliv, og selvfølgelig skal du også gøre dette. Men som træner, rytter eller forælder hos Randers BMX er du samtidig også en ambassadør.
Du må gerne lave opslag om Randers BMX og BMX sporten generelt. Blot forventer vi, at du tænker dig om og skriver respektfuldt om din klub, dine trænere, dine konkurrenter, dine klubkammerater, andre BMX klubber, forbundet og alle de frivillige, som får BMX sporten til at fungere.

Husk at i det offentlige rum i øvrigt, skal du som træner, rytter eller forælder afstå fra at komme med ytringer, der kan tolkes politisk, racistisk eller nedgørende.

Alle kan komme til orde på sociale medier, men fordi dialogen foregår i det offentlige rum, kan kritik og negative udsagn læses af alle.
Vurdér derfor om kritikken er relevant og lødig, før du svarer eller laver et opslag. Hvis du er i tvivl, så kontakt bestyrelsen eller din holdleder, da de ofte kan hjælpe dig, så kritikken/henvendelsen bliver sendt til rette sted gennem dem eller på rette måde, således at vi bevarer de gode relationer.

Så vær med til at opretholde en god tone på det sociale netværk, således at du fremstår som en god ambassadør for sporten og DIN klub.

Vær ambassadør – på forhånd tak

Bestyrelsen